
Bær-drømme

De her lyserøde små bær-drømme smager fantastisk, sommerligt og sødt, og er den perfekte dessert til sommerhyggelige aftener eller som kompagnon til eftermiddagskaffen. Marengsen er luftig og sprød og gør sig virkelig godt sammen med den bløde lyserøde skum og de friske bær.
Mandelmarengs (8-10 stk):
- Et bæger pasteuriserede æggehvider
- Kornene fra en halv vaniljestang eller 1/2 tsk vaniljepulver (ikke sukker)
- 85 g sukker
- 50 g flormelis
- 150 g mandler med skal
Skum:
- 1/2 liter piskefløde
- Omtrent 10 friske hindbær (moste)
- En spiseske flormelis
- 1/4 teske vaniljepulver eller 1/2 teske vaniljesukker
pynt:
- Masser af friske bær. Mine favoritter er hindbær, blåbær og brombær.
Sådan gør du:
- Pisk æggehviderne halvstive og luftige. Tilsæt så sukker og vanilje (hvis du bruger vaniljestang: flæk stangen, skrab kornene ud og mas dem ud i lidt flormelis med den flade side af en kniv, så de fine korn skilles ad). Pisk igen 1-2 minutter. Sigt derefter flormelis i og pisk massen igennem.
- Hak mandlerne i grove stykker og vend dem i marengsmassen.
- Beklæd en bradepande eller to med bagepapir og fordel marengsmassen i små skyer (8-10). Tryk dem gerne lidt flade på toppen – så er det nemmere at få dem pæne senere.
- Bages ved 160° i 15-25 minutter til de er stivnede og let farvede. Køl dem helt af og opbevar dem i en lufttæt beholder indtil de skal bruges.
Topping:
- Fløden piskes helt stiv hvorefter hindbær, flormelis og vanilje tilsættes og massen piskes hurtigt igennem.
- Skummet fordeles på det antal marengs der skal spises hvorefter de toppes med de friske bær
- Og voila! Sæt dig op på den lyserøde sky og nyd de fantastisk lækre bær-drømme <3