Fem fantastiske serier
Er der noget hyggeligere end at krybe sammen under tæppet på sofaen, med en god kop te og måske lidt snacks, for at fordybe sig i en spændende serie, som bare ruller derudaf afsnit efter afsnit. Okay indrømmet – jeg er lidt af en serienarkoman fra tid til anden, men er det ikke et syndrom, der rammer os alle sammen engang imellem (og især om søndagen)?
Før afhængigheden for alvor springer ud i fuldt flor skal der, i min optik, gerne være lidt spænding spændt ud fra afsnit til afsnit – ikke at det nødvendigvis behøver at være en krimi, men der må gerne være lidt uopklaret mystik eller uhygge undervejs. Derudover er jeg også meget forfalden til romantik og det skal der selvfølgelig også gerne forekomme lidt af, før serien rammer plet. Sidst men bestemt ikke mindst er godt skuespil og et godt plot selvfølgelig et must. Her kommer et par bud på nogle af de bedste serier til andre serie-hungrende sjæle derude 🙂
1: Big Little Lies
En fantastisk spændende mine serie på bare syv afsnit. Fortællingen, foregår i en lille by i Californien, hvor man følger nogle førsteklasses husmødre. På overfladen er alt tilsyneladende godt, men i dybet gemmer der sig et hav af mystiske hemmeligheder. De smukke kvinder og deres succesrige mænd spinder et net af løgne og rygter omkring sig, for at holde egen facade pæn, men før eller siden slipper spøgelserne et efter et ud af skabet. Man ved fra begyndelsen at der er blevet begået et mord, men man ved ikke hvem der er morder og hvem der er myrdet – endnu. Reese Witherspoon gør det ekstremt godt, som den egocentrerede og over-the-top men alligevel følsomme hausfrau, mens Nicole Kidman brillerer som den mere dystre og indadvendte veninde. Derudover er der masser af god musik involveret i denne serie, hvilket rammer fortællingen rigtig godt ind. Kan ses på HBO.
2: Stranger Things
En mysteriepræget science-fiction serie, som både er uhyggelig, komisk og uhyre spændende. Da en dreng forsvinder fra den lille by Hawkins, sætter venner og familie alt ind på at opklare sagen. Det viser sig hurtigt, at der er langt mere på spil end de nogensinde kunne have forestillet sig, og før de ved af det er de involveret i et uhyggeligt drama med elementer fra fremmede planeter. Det lyder umiddelbart som en plat omgang, men den helt særlige, og nærmest kult-agtige stemning, som gennemsyrer alle afsnit, gør serien helt unik og meget fængende. På nuværende tidspunkt er der kun en enkelt sæson, men der skulle komme endnu en til oktober (juhuu). Kan ses på Netflix.
3: The Handmaid’s tale
Fortællingen i The Handmaid’s Tale foregår i en dystopisk fremtid, hvor en ny og mystisk religion har overtaget. Befolkningen er delt skarpt op, familier er blevet splittet ad og alle holder øje med alle. Man følger kvinden Offred, som er tvunget til at leve som en moderne form for sexslave/omvandrende rugemor hos en familie af finere rang. Det skal hun fordi hun, som de andre handmaids, er blevet udpeget som en af de frugtbare kvinder, som har til opgave at give familien de børn de ikke selv kan få. Følger man ikke reglerne kan det få fatale konsekvenser, da man i så fald bliver sendt til de uhyggelige “kolonier”, hvor man skal rydde op efter menneskehedens mangeårige forurening af kloden – noget man hurtigt dør af fordi omfanget af giftstoffer der er sluppet ud er så ekstremt. Alt håb er dog ikke ude, og Offred møder ligesindede på sin vej. En dyster men utrolig spændende og cool serie, der desuden vinder meget på det samlede æstetiske udtryk. Kan ses på HBO.
4: Downton Abbey
En britisk dramaserie i en klasse helt for sig selv. Man følger livets gang på Downton Abbey i 1920’erne, hvor den aristokratiske familie Crawley spankulerer omkring i de overdådige stuer imens tjenestefolket opholder sig i underetagen – når de altså ikke lige er igang med at gøre rent eller servere. Det er som at følge med i to helt forskellige, men på hver sin måde charmerende, verdener. De to verdener spindes efterhånden sammen på kryds og på tværs, og familien vikles ind i det ene drama efter det andet. Samtidig har tidens udvikling også sit at skulle have sagt for de rige familier rundtomkring i England – en udvikling, som familien Crawley gør sit for at undgå. En virkelig hyggelig serie som egner sig perfekt til dem der elsker romantik, engelsk charme og 1920’erne med alt hvad der hører sig til at kostumer og kutymer. Kan ses på Netflix.
5: Grand Hotel
Grand Hotel er en super forførende serie med masser af romantik og drama. Grand Hotel, som er seriens omdrejningspunkt, ejes af en primadonna i særklasse, som styrer slagets gang med hård hånd og til tider et koldt hjerte, alt imens hendes voksne børn bliver involveret i det ene drama efter det andet. Man følger livets gang hos både den øverstbefalende familie, de ansatte, deres indbyrdes forhold og gøremål, mens man også følger gæsterne, som har langt højere rang. Den kække og charmerende tjener Julio forelsker sig i den smukke Alicia, som er datter af primadonna numero uno, og deres stormfulde kærlighedsforhold udvikler sig til et stort problem for alle omkring dem. Alle seriens afsnit byder på underskønne billeder, smukke kostumer og suverænt skuespil samt en snert af mystik. Man fristes til at sige, at Grand hotel er en spansk udgave af Downton Abbey, så er man til den slags er den klart et must see. At skuespillerne taler spansk er kun et plus, da det næsten gør karaktererne endnu mere charmerende end de er i forvejen – og der er selvfølgelig tekster til dem der ikke lige er så skarpe i det spanske. Kan ses på Netflix.