Vidunderlig kompot af jordbær og rabarber

Rabarber er noget af det fineste ved denne årstid. De har den smukkeste røde farve og så smager de bare fantastisk af forår og sol. Denne kompot er sød og syrlig og helt perfekt ovenpå eksempelvis morgen-skyren eller som dessert med knuste makroner og fløde. At der er jordbær i skyldes først og fremmest, at der ikke var så mange rabarber at tage af i haven endnu, men det gør også kompotten lidt mere afbalanceret, da jordbær slet ikke er ligeså sure som rabarber.

Det skal du bruge:

  • 250 gram rabarber – rensede og skåret i mindre stykker
  • 250 gram jordbær – skyllede og skåret i mindre stykker
  • 1 flækket vaniljestang
  • ca 70 gram rørsukker – tilsæt mere hvis du ikke synes den er sød nok

Sådan gør du:

Kom hele molevitten i en tykbundet gryde og lad det simre ved svag varme indtil rabarberne er møre og massen er blevet til en tyk grød (ca. 15-30 minutter alt efter hvor meget bid man ønsker at rabarberne skal have). Lad massen køle af og sæt dig op på den lyserøde sky – velbekomme! <3

 

0 kommentarer